Fælleslån: Mulighed for skattefradrag

I forbindelse med tagrenoveringen og etablering af taglejlighederne har ejerforeningen optaget et nyt fælleslån (i foreningens navn), som ejerne betaler via deres fællesudgifter (som dengang er blevet øget tilsvarende).

Bestyrelsen har efter forslag fra en ejer undersøgt muligheden for at boligejere kan fratrække deres andel af fælleslånet i deres skatteopgørelse. Renteudgifter kan som udgangspunkt kun fratrækkes i skat, hvis navn på lånet og navn på skatteangivelsen er den samme.

Efter en kold afvisning fra SKAT og efterfølgende samråd med foreningens advokat, som havde en hel anden opfattelse af sagen, har vi bestilt et “bindende svar” fra SKAT og investeret de 300 kroner, som SKAT kræver for at give et svar, som holder. Og det har vist sig at være en god investering. SKAT’s svar er, at det er muligt at fratrække renteudgifterne for fælleslånet!

Vores administrator udsender brev med forklaring/vejledning samt rentebeløb pr. lejlighed hvert forår omkring tidspunktet for årsopgørelsen fra SKAT.

Comments are closed.