Archives for

Undgå skimmelsvamp – bedre indeklima

Vindue med spalteventil - Foto: Eigil Mølvig Jensen

Bestyrelsen anbefaler at man har monteret spalteventil på sine vinduer

For at sikre et godt indeklima i lejligheden og mindske risiko for skimmelsvamp, så er det meget vigtigt at have fokus på at reducere luftfugtigheden:

  • Sørg for regelmæssig udluftning
  • Undgå så vidt muligt at hænge vasketøj til tørre inde i boligen
  • Luk dørene til rum hvor der laves mad eller tages brusebad
  • Begræns antallet af potteplanter
  • Sørg for at luftfugtigheden ikke overstiger 45% (en yderligere fordel ved dette er at støvmider dør, når luftfugtigheden er under 45%)
  • Hold så vidt muligt en rumtemperatur på 21°C

Kondensdannelse på ruderne er et tegn på, at man bør lufte ud oftere. Den bedste udluftning opnås ved at åbne sine vinduer helt i 5-10 minutter så der skabes gennemtræk.

Kilde:

http://www.velux.dk/Private/Raad_og_beregnere/Vedligeholdelse_og_tips/Indvendig_kondens/Praktiske_r%C3%A5d

Gode råd til at undgå indbrud

Det Kriminalpræventive Råd anbefaler at tyven i videst mulig omfang besværliggøres i adgangen til lejligheden fremfor installation af alarmer. Derfor anbefaler vi følgende:

  1. Montér indbrudssikring på vinduerne, så vinduerne kun kan åbnes helt op indefra. Kan købes i div. byggemarkeder til ca. 130 kr. pr. stk.
  2. Installation af tyverialarm. Disse kan fås fra ca. 1500 kr., uden abonnement til alarmcentral, fx via http://www.sikkerthjem.dk
  3. I videst muligt omfang undgå at have ekstra nøgler liggende frit fremme i lejligheden. Vi har haft tilfælde, hvor tyv fik fat i nøgler til ejendommen. Konsekvensen er udskiftning af alle ejendommens nøgler og låse!
  4. Undgå udstillingsvinduer. Fjern alt af værdi i dine vindueskarme, og gem det langt væk, så du ikke frister sultne blikke. Træk gerne gardinet en smule for.
  5. Lad lyset være tændt, gerne styret af et tænd og sluk-ur. Et tænd og sluk-ur til dit fjernsyn, radio og elektriske lys kan indstilles til at tænde og slukke i løbet af dagen og natten, så tyven tror, der er nogen hjemme.
  6. Bed din nabo om at holde øje. Er du væk i flere dage, så bed din nabo om at fjerne din post og dine daggamle aviser fra postkassen. Ellers er det åbenlyst for tyven, at du ikke har været hjemme i nogle dage.

Kilde:

http://www.b.dk/nationalt/syv-gode-raad-til-at-undgaa-indbrud-i-julen

Renovering af ejendommens kloak

Renovering af kloak - Foto: Eigil Mølvig JensenTidligere på året fik ejerforeningen udført TV-inspektion af ejendommens kloak. Det blev konstateret, at den var i mindre god stand, og at renovering var nødvendig.

Vi har nu haft kloakmester Frank Pedersen til at stå for den nødvendige renovering, der indbefattede udskiftning af køkkenbrønd, rensning af spulebrønde, etablering af sandfangsbrønd samt montage af rottespær.

Det sidstnævnte er med til at sikre at rotter ikke kan kravle fra kloaknetværket og ind i ejendommens kloak og videre op derfra. Samlet betyder det, at ejendommens kloak nu overholder lovgivning samt er i rigtig god stand.

Bedre belysning i gården

Bedre belysning i gården - Foto: Eigil Mølvig Jensen

Som vedtaget på generalforsamlingen 2013 har vi fået opsat flere lamper i gården for at give en bedre belysning.

Lamperne er styret af bevægelsessensorer, der tænder når nogen går ud i gården fra opgange, eller kommer ind i gården udefra. Der afbrydes helt for lamperne i dagtimerne ligesom de eksisterende lamper. Lamperne er opsat af vores faste elektriker Løvenkjær.

YouSee lukker for MPEG2 signalet

Yousee logo

YouSee lukker den 2. april 2013 for MPEG2 signalet til de kanaler der i dag sendes i både MPEG2 og 4.

Det drejer sig om: DR1*, TV 2*, TV3+*, Kanal5*, 6’eren*, CANAL9, CANAL8 SPORT, TLC*, Discovery*, TNT*, MTV Danmark*, dk4*, TV 2 Regionerne, Disney Channel*, Nickelodeon*, TV3 SPORT 1*, Eurosport*, Eurosport 2, Kanal Sport, Animal Planet*, YouBio Trailerkanal, TV Guiden, SVT1, SVT2, NRK1, ARD, ZDF, NDR, RTL og Ekstrakanalen. Disse kanaler vil derefter kun blive distribueret i én digital version, dvs. HD.

En nem måde at teste, om man bliver berørt af lukningen af MPEG2-signalet, er at undersøge, om man kan se DRHD (DR3 fra mandag 28. januar). Den distribueres kun i MPEG4-format, så kan man se den på sit tv i dag, vil lukningen af MPEG2-signalet ikke få konsekvenser.

Læs mere: Nu slukker YouSee for det digitale MPEG-2

Du kan se listen over alle kanaler fra YouSee her. Vælg Region Hovedstaden (vi har den store pakke).

Storskrald den 15/3-2013 – 18/3-2013

Der afholdes storskraldsweekend fra fredag den 15. marts til og med mandag den 18. marts 2013. Beboere har mulighed for at læsse deres efterladenskaber som ved de tidligere storskraldsdage i gården mellem opgangene Ø58 og Ø60. Der kan afleveres både møbler og andre store ting, samt elektronikaffald.

Der bliver to bunker, en til almindelig storskrald og en til elektronikaffald. Skilte vil blive sat op med vejledning så folk kan se hvor de skal smide hvad. Vi vil ikke se noget
storskrald i gården før disse skilte er blevet sat op. Derudover ingen hvidevare og intet farligt affald. Husk at flytte din cykel væk fra stedet, hvis du vil undgå at den ryger ud.

Hvis der er tvivl om sortering kan man finde en sorteringsvejledning via. dette link: Sorteringsvejledning for affald

Med venlig hilsen
Bestyrelsen

Trin på bagtrapperne er forstærket med metallister

Bagtrappe med metallister - Foto: Eigil Mølvig Jensen

En del af den ti-års plan, der blev fremlagt i 2009, var forbedring af ejendommens bagtrapper. Bestyrelsen lagde primært vægt på en praktisk løsning, der gav bedre fodfæste på de meget slidte og glatte trin.

Ud fra flere tilbud faldt valget på Rodin Håndværk, der monterede metallister på alle trin og derudover indsatte forstærkninger af hårdtræ på de trin, hvor det var nødvendigt. En løsning til en fornuftig pris, der samtidig holder mange år frem.

 

Ejendommen skifter til sparepærer

Sparepærer

Bestyrelsen har valgt at gå over til sparepærer for at spare på elregningen. Alle pærer i opgangene er blevet udskiftet til en udvalgt 12W model, der svarer til 60W glødepære, og som giver et behageligt varmt lys. Det meste lys i kælderen er også sparepærer. Dog mangler bagtrapperne, som kræver at armaturene først bliver skiftet til E27 fatning.

Mangler der lys i ejendommen, så send en mail til bestyrelsen. Husk at skriv hvor, fx. Opgang Ø56, 2. sal.

Ny elektriker til ejendommen

Løvenkjær

Pga særdeles positive erfaringer med Løvenkjær A/S i forbindelse med installation af nye el-tavler samt HPFI-relæ’er har bestyrelsen besluttet, fremover at bruge Løvenkjær som ny fast elektriker til ejendommen (med andre ord: El-Gruppen, vores forhenværende hofleverandør er dermed “ut” og har ikke længere nøgler til ejendommen).

For mere info, se vores kontakt side.

Opdatering af el-tavler til HPFI

Ny HPFI el-tavle - Foto: Eigil Mølvig Jensen

I vedligeholdelsesplanen fra 2009 bliver der lagt op til gennemgribende renovering af ejendommens el-installationer. Første etape var udskiftning af de eksiterende el-tavler og montage af nye tavler med HPFI og automatsikringer. Der blev skiftet tavler i de tre styrende opgange Øreundsvej 54, 58 og Kastrupvej 1 samt i varmekælderen. Vi valgte Løvenkjær A/S som leverandør og opgaven blev også brugt som test for et muligt kommende  samarbejde med dem, som fast elektriker på ejendommen.

Det har givet en mere sikker (læs: mindre risiko for brand!) installation samt bedre opdeling i grupper af ejendommens el-installationer, så vi har mulighed for at slukke for installationerne enkeltvis ved problemer eller reparation. I samme omgang fik vi også sat lås på el-skabene, så kun bestyrelsen samt relevante håndværkere har adgang.